mandag den 29. oktober 2012

Travlhed i weekenden

Egentlig kan jeg bedst lide når weekenden ikke indeholder de helt store planer. Der skal være tid til afslapning og spontane initiativer. Denne weekend var dog fuld af planer og alligevel føler jeg at den har været lang og dejlig. Fredag brugte jeg på at sy en kjole til min veninde. Hun skulle til bryllup og kjolen passede perfekt da hun kom og hentede den lørdag morgen. Lørdag nåede vi at købe cykel, være på messe i Fredericia og hygge om aftenen. Hold nu op en kæmpe messe i øvrigt. Jeg nåede kun at se halvdelen, så kunne jeg ikke mere. Det har måske også lidt at gøre med at jeg havde tre børn og min mor med og må jeg lige indskyde at det er hårdt at skulle holde styr på alle 4 blandt alle de mennesker!!!
Søndag formiddag fik jeg lige bagt nogle pølsehorn inden vi skulle til noget efterårshalløj med den ene af pigernes klasse. Vi fik skåret græskar, lavet snobrød og frosset numserne af ved klostermølle. Det var rigtig hyggeligt, men koldt! Bagefter fik vi lige drukket en kop kaffe og ønsket god tur til mine svigerforældre der på onsdag tager to uger til de dansk vestindiske øer på ferie. Til sidst tog vi i Legoland for at opleve deres fyrværkeri som afslutning på sæsonen. Vi har i år haft sæsonpas og været afsted en hel del gange. Derfor synes vi at vi ville være med til at sige tak for i år.
Det var en meget speciel oplevelse at ankomme til Legoland i buldrende mørke, se lysene i husene i minibyen og til sidst opleve orkesteret og fyrværkeriet. Benjamin blev så ked af det da det gik op for ham at det var slut for i år. Han græd som pisket i tre kvarter og kom med udbrud som "jeg kommer sådan til at savne Legoland ".
Alle børn sov i bilen på vej hjem efter en begivenhedsrig og dejlig weekend .

søndag den 14. oktober 2012

inspiration

Lige for tiden gror jeg meget nemt fast på Pinterest. Jeg får virkelig meget kreativ inspiration derigennem, til indretning, kreative projekter med børnene, ideer til nye syprojekter, lækre billeder, opskrifter og tonsvis andet.

Bruger du også Pinterest??

Lige for et øjeblik siden kom jeg også lige forbi en meget fin, kreativ og lækker blog. 

Se her hvis du vil inspireres af fine dukker, smukke stoffer og dejlige farver.

Lige for tiden er jeg i gang med at sy en uglepude til min datter. Jeg synes nu at uglen er på vej ud, jeg er rent faktisk træt af at se på uglen da jeg synes den har været fremme i mindst 6 år. Der er stadig ugler over det hele og når noget bliver hver-mands-eje, mister jeg lidt interessen for det. 
Nu er ræven godt på vej til at overtage uglens plads, men denne gang i ledtog med andre dyr. Den rå natur, efteråret og de mange forskellige teksturer præger såvel boligindretningen som moden.

Af andre "moderigtige" dyr kan nævnes, ulven, rensdyret og egern, men også vaskebjørnen, fugle i flere afskygninger og uglen som den ser ud i virkeligheden. Ikke mere tuttenutte, ikke flere søde farver, men brun, grøn, vinrød, karrygul og sort, dog med neon og dyreprint til at spiffe det hele op. Ih jeg elsker efterår!!!

Dette er bare hvad jeg ser og fornemmer og sikkert ikke det fulde billede af tiden, men det man lægger mærke til er jo også det man tiltrækkes af, så det er nok ikke så mærkeligt! Jeg er dog slet ikke færdig med de tuttenuttede farver, pang eller lilla i massevis, men er dog ret glad for slangeprint og neonkoral for tiden...

Hvad tiltrækkes du af for tiden??

onsdag den 3. oktober 2012

Smykker

Jeg har for et par år siden lavet smykker i massevis, det var dengang alle andre også gjorde det og der blev knyttet maaaange armbånd herhjemme. I løbet af sidste uge fik jeg så lyst til at lege lidt med materialerne igen og se lige hvad jeg fik lavet!!!!