søndag den 31. juli 2011

Lille My og lille Runa og nogle meget små sparkedragter

Så skete det. Min allerdejligste veninde Michelle har født! Den dejligste lille pige der nu har skiftet navn fra Lille My til Runa. Lille My har hun heddet under hele graviditeten som jeg har fulgt tæt. Det har virkelig været et passende navn for tøsen var og er meget lille. Men lige så lille hun er, lige så smuk, sød, dejlig og perfekt er hun.
Inden fødslen havde jeg syet nogle sparkedragter som vi spåede skulle være str 44 så hun havde noget hun kunne passe når hun kom ud. Jeg nåede at sy 4 som kom med på sygehuset.
Michelle havde ønsket at de skulle være alt andet end lyserøde. Det kan man nemlig godt få for meget af når det næsten er det eneste man kan købe til små prinsesser!
Da jeg var på barselsbesøg kunne jeg endelig overrække den hemmelige gave. Den har jeg glædet mig så længe til at give videre. Se den hos den fantastiske hækleguru Laura. Jeg drister mig lige til at vise et lille billede af små babyfusser, men hele Runa må I hellere vente med at se hos hendes mor Michelle.

Nu vil jeg til at sy nogle ammebluser og nogle flere små dragter og bukser... Hyg jer derude