tirsdag den 23. april 2013

Ny gang

I denne uge er min mand i USA og det betyder at jeg laver lidt om herhjemme. Jeg savner ham og kunne egentlig godt bruge ham til projekt gang, men jeg er nødt til at bruge min energi på noget fornuftigt, når jeg nu ikke kan sidde og flette fingre med ham (som om vi plejer at gøre det)

Min søde søster havde brug for børnepasning i sidste uge pga lockouten, hun havde dog tidligt fri fra arbejde og åbenbart en stor lyst til at hjælpe sin håbløse søster. Jeg er nok blevet lidt af et rodehoved i den tid jeg har været syg med depression, men det er et valg jeg har taget. Altså at slippe kontrollen lidt og koncentrere mig om det vigtigste- nemlig børnene.

Nå men, min søster fik lige fyret op under mig og hjalp mig med at rydde mit bryggers som er vores primære indgang. Der var alt for mange sko, vinterovertøj, skrald til genbrugspladsen, værktøj, pap, lommetørklæder, gamle pærer og alt mulig andet skrammel i bunker. Faktisk kunne jeg slet ikke bruge min håndvask derude og det var pinligt at åbne døren for andre end familien. Nu er der luft igen, jeg har smidt en hel sæk sko ud og tingene er kommet på plads.

Da min søster var gået fortsatte jeg i vores entre. Jeg har længe drømt om at lave den om. Vi har ikke rigtig gjort noget ved den siden vi flyttede ind. Vi har aldrig fået malet, men blot hængt spejl og skoskabe og knager op så den var brugbar. Også der hobede sko sig op på gulvet og overtøjet formerede sig på knagerne. Der var faktisk ikke plads til gæsternes jakker når vi bød indenfor....

Nu skal der laves om på det. Jeg har bestilt knager fra Speedtsberg gennem knager-online i grå, sort og pink og i forskellige størrelser.
Jeg mangler lige nu at få fat i en mdf-plade som jeg vil skrue knagerne op på. Den skal males mintgrøn - som i farven "kilde" fra Dyrup:

Billedet er lånt fra Dyrups farvekort

Her kommer lige lidt før-billeder af vores gang.... Så må vi se hvor længe der går før der kommer efter-billeder



Der er 4 døre i vores gang. Til stuen, til køkkenet, til gæstetoilettet og udgangen. De er heldigvis alle hvide fordi vi skiftede de træfarvede fyldningsdøre ud for et par år siden. Der har været rigtig mørkt og kedeligt i huset men for hvert nyt tiltag lysner det. De hæslige kontakter skal også skiftes ud så de ikke længere er tisgule/grå og med tiden skifter vi også fodlister til den mere almindelige hvide slags. Der har boet et ægtepar i 60 års alderen før og deres stil er ikke lige den samme som min... to say the least!!
Iiiiii jeg glæder mig til det er færdigt!

onsdag den 6. marts 2013

Nyt nyt nyt

Så er jeg her igen.... Jeg vil lave om vil jeg, bloggen skal ha nyt udseende og jeg vil til at blogge lidt oftere. Jeg har fået ny energi og mere overskud, mere om det senere.

Jeg har aldrig blogget regelmæssigt, nok fordi jeg har syntes det var besværligt og jeg ikke kunne få teknikken til at virke. Min langvarige depression har også sat en stopper for mit engagement og jeg har sorteret alt det "overflødige" fra i hverdagen.

Nu har jeg været på kursus i mindfullness, lagt kosten om, spiser kosttilskud og olie og går til akupunktør hver uge. Hvad det præcis er, der har gjort at jeg nu føler mig på vej til at blive rask er ikke til at sætte en finger på. Det er jo nok kombinationen af det hele. I forbindelse med min depression og indtagelse af anti-depressive piller, har jeg taget 15 kilo på. De skal af nu, så jeg er blevet bevilget træning 3 gange om ugen igennem kommunen. Jeg startede i tirsdags og det var hårdt. Hårdt at opdage at jeg ikke er i nogen form... what so ever! 3 min på crosstraineren og min puls var på 140!! Ej hvor er det pinligt, men jeg må se det positive i det. Jeg kan ikke synke lavere og det kan kun blive bedre nu! Ha ha i mit hovede er jeg lækker og slank og bikini (badedragt) klar inden sommer!

Nå men det der med energi og overskud tror jeg kommer sig af de kosttilskud jeg begyndte at tage for ca 3 uger siden. Hver dag til aftensmaden (eneste tidspunkt på dagen jeg kan huske det på) tager jeg:

2 ginseng - for mere energi
2 chrom   - tager sukkertrangen og ja det virker
1 d3 vitamin - fordi jeg lider af vinterdepressioner og det her giver mig livsglæden tilbage

desuden har jeg investeret i en flaske "livets olie" efter anbefaling fra akupunktøren. Det smører leddene blandt andet og siden jeg er begyndt på det er alle mine skiftende småskavanker forsvundet. Før havde jeg ondt alle mulige steder. Hver dag en ny skavank. Ondt i iskias, hoften, benene, armene, nakken eller hænder og fingre.

Næste ting der skal arbejdes på er min migræne. I mandags fik jeg et anfald som var markant mildere end det før har været, men det skal helt væk nu. Det er jeg sikker på det kommer. Jeg er nemlig positiv er jeg!

Se mere om min akupunktør her

Nu vil jeg til at lege lidt med bloggens udseende som slet ikke passer mig mere.
Jeg håber I vil læse med fremover, både om min vej ud af depressionen, min kamp for at blive bikiniklar og selvfølgelig al min syning!


søndag den 16. december 2012

tekniske udfordringer

Sidste indlæg blev så et indlæg udelukkende med billeder og ingen tekst. Jeg ved ikke lige hvad der skete, jeg forsøgte at blogge fra mobilen, men app'en var blevet lavet om og noget gik galt. Jeg havde skrevet en lang tekst men da jeg ville sætte billeder på, forsvandt teksten.
Skidt pyt, billederne taler jo næsten for sig selv ikke? Jeg har syet en lille julekjole i str 1 år til min guddatter. Den er lavet i pink babyfløjl med sløjfe og overtrukne knapper i lilla julestof. Sløjfen er bundet i en lille strop jeg har syet i, så man kan skifte den ud efter jul. Knapperne kan jo også altid skiftes ud med nogle mere neutrale og jeg kan ret godt lide ideen om at man kan lave kjolen om så tit man har lyst.
Mønsteret er fra et Ottobre blad.

mandag den 29. oktober 2012

Travlhed i weekenden

Egentlig kan jeg bedst lide når weekenden ikke indeholder de helt store planer. Der skal være tid til afslapning og spontane initiativer. Denne weekend var dog fuld af planer og alligevel føler jeg at den har været lang og dejlig. Fredag brugte jeg på at sy en kjole til min veninde. Hun skulle til bryllup og kjolen passede perfekt da hun kom og hentede den lørdag morgen. Lørdag nåede vi at købe cykel, være på messe i Fredericia og hygge om aftenen. Hold nu op en kæmpe messe i øvrigt. Jeg nåede kun at se halvdelen, så kunne jeg ikke mere. Det har måske også lidt at gøre med at jeg havde tre børn og min mor med og må jeg lige indskyde at det er hårdt at skulle holde styr på alle 4 blandt alle de mennesker!!!
Søndag formiddag fik jeg lige bagt nogle pølsehorn inden vi skulle til noget efterårshalløj med den ene af pigernes klasse. Vi fik skåret græskar, lavet snobrød og frosset numserne af ved klostermølle. Det var rigtig hyggeligt, men koldt! Bagefter fik vi lige drukket en kop kaffe og ønsket god tur til mine svigerforældre der på onsdag tager to uger til de dansk vestindiske øer på ferie. Til sidst tog vi i Legoland for at opleve deres fyrværkeri som afslutning på sæsonen. Vi har i år haft sæsonpas og været afsted en hel del gange. Derfor synes vi at vi ville være med til at sige tak for i år.
Det var en meget speciel oplevelse at ankomme til Legoland i buldrende mørke, se lysene i husene i minibyen og til sidst opleve orkesteret og fyrværkeriet. Benjamin blev så ked af det da det gik op for ham at det var slut for i år. Han græd som pisket i tre kvarter og kom med udbrud som "jeg kommer sådan til at savne Legoland ".
Alle børn sov i bilen på vej hjem efter en begivenhedsrig og dejlig weekend .

søndag den 14. oktober 2012

inspiration

Lige for tiden gror jeg meget nemt fast på Pinterest. Jeg får virkelig meget kreativ inspiration derigennem, til indretning, kreative projekter med børnene, ideer til nye syprojekter, lækre billeder, opskrifter og tonsvis andet.

Bruger du også Pinterest??

Lige for et øjeblik siden kom jeg også lige forbi en meget fin, kreativ og lækker blog. 

Se her hvis du vil inspireres af fine dukker, smukke stoffer og dejlige farver.

Lige for tiden er jeg i gang med at sy en uglepude til min datter. Jeg synes nu at uglen er på vej ud, jeg er rent faktisk træt af at se på uglen da jeg synes den har været fremme i mindst 6 år. Der er stadig ugler over det hele og når noget bliver hver-mands-eje, mister jeg lidt interessen for det. 
Nu er ræven godt på vej til at overtage uglens plads, men denne gang i ledtog med andre dyr. Den rå natur, efteråret og de mange forskellige teksturer præger såvel boligindretningen som moden.

Af andre "moderigtige" dyr kan nævnes, ulven, rensdyret og egern, men også vaskebjørnen, fugle i flere afskygninger og uglen som den ser ud i virkeligheden. Ikke mere tuttenutte, ikke flere søde farver, men brun, grøn, vinrød, karrygul og sort, dog med neon og dyreprint til at spiffe det hele op. Ih jeg elsker efterår!!!

Dette er bare hvad jeg ser og fornemmer og sikkert ikke det fulde billede af tiden, men det man lægger mærke til er jo også det man tiltrækkes af, så det er nok ikke så mærkeligt! Jeg er dog slet ikke færdig med de tuttenuttede farver, pang eller lilla i massevis, men er dog ret glad for slangeprint og neonkoral for tiden...

Hvad tiltrækkes du af for tiden??

onsdag den 3. oktober 2012

Smykker

Jeg har for et par år siden lavet smykker i massevis, det var dengang alle andre også gjorde det og der blev knyttet maaaange armbånd herhjemme. I løbet af sidste uge fik jeg så lyst til at lege lidt med materialerne igen og se lige hvad jeg fik lavet!!!!